​Fondens stiftere og historie

​Susi Robinsohn

Peter Robinsohn​

Meningen med Robinsohn Fonden er at støtte de svage i et af verden rigeste samfund. Så enkelt kan det siges. Fonden vil give dem den håndsrækning, som de helt åbenbart ikke får i et ellers socialt orienteret og velrenommeret samfund som det danske. Derfor har fonden i sine første år givet større til en række store og små projekter, som alle har det tilfældes, at de fokuserer på mennesker, der har svært ved at finde fodfæste – trods flotte socialpolitiske målsætninger.


Efter bestyrelsens mening har disse projekter alle har en lille flamme i sig, der brænder for noget, som rækker ud over den konkrete materielle hjælp. Det er en flamme, der fortæller om medmenneskelighed, om solidaritet, om noget at leve for. Vi kalder det også social ansvarlighed og mener faktisk, at det er diskussion af den side af vores samfund, vi har brug for i dag.


Historien bag fonden er meget spændende. Susi og Peter Robinsohn har deres særlige baggrund i Nazityskland og jødeforfølgelser, det er oplevelser, som har været med til at skabe deres sociale engagement.Susi og Peter Robinsohns Fond er en social fond, der yder økonomisk støtte til mange forskelligartede initiativer. Det kan være til initiativer og projekter for børn og unge, som lever under vanskellige eller belastende forhold. Og til initiativer, der kan skabe bedre forhold for voksne, som på en eller anden vis er tabt i det normale samfund, fx hjemløse og prostituerede.Der kan også gives hjælp til enkeltpersoner, der har brug for behandling, uddannelse, hjælpemidler, rådgivning eller anden hjælp, som det offentlige ikke kan eller vil give.

Historien​

Fonden er indstiftet af søskendeparret Susi og Peter Robinsohn i 1994, som hver indskød en million kroner. Ved Peter Robinsohns død i januar 1997 blev hans formue tillige en del af fonden.

Susi Robinsohn har indtil sin død i januar 2008 været aktiv i fondens bestyrelse og nu er også hendes efterladte formue indgået i fonden.

Fondens bestyrelse består på nuværende tidspunkt af tidligere formand for Børnerådet, professor, dr. Phil. Per Schulz Jørgensen, professor, socialoverlæge Niels Michelsen, socialrådgiver Bettina Post, professor i sociologi Thomas P. Boje og advokat Gert Hallig.

Formuen, der blev reddet​

Susi og Peter Robinsohn kom som børn fra Tyskland til Danmark 1938. Forældrene var tyske jøder. Moderen, Else Robinsohn, var datter af Sigfred Koppel der var dansk født. Familien havde været endog meget velhavende, men kom til København næsten uden penge.Brødrene Max og Leo Robinsohn (Max var Susi og Peters farfar) havde etableret et stormagasin (et foto af ejendommen er på hjemmesiden) for dame- og børnetøj midt i Hamborg omkring århundredeskiftet, og det gik godt, indtil nazisterne kom til magten i Tyskland. Under nazistiden og helt til 1938 var Susi og Peters far, Hans-Joachim Robinsohn, personalechef i forretningen.Efter krystalnatten, hvor hele forretningen blev slået i stykker, blev Max og Leo Robinsohn arresteret, hvilket havde til formål, at nazisterne kunne overtage forretningen til en urimelig lille betaling. Familien spredtes til forskellige lande.Leo og hans hustru tog til Frankrig, deres tre voksne børn til henholdsvis England, Israel og USA.Max og han hustru tog til Sverige, deres datter til USA. Hans-Joachim, Else og børnene Peter og Susi tog til Danmark, hvor de fik stor hjælp af moderens danske familie og slog sig ned i en lejlighed i Hellerup. I årene 1943-1945 opholdt de sig i Sverige.Straks efter krigen gik Susi og Peters Robinsohn far i gang med en lang og sej kamp for at få familiens ejendomme i Hamborg tilbage. I årevis foretog han utallige rejser til forhandlinger i Tyskland og til resten af familiens overraskelse lykkedes det ham i 1950’erne at få de bombede grunde og ruinerne af ejendommene tilbage. Noget blev solgt, noget andet genopbygget og lejet ud til forretninger og kontorer, og – som Susi Robinsohn har udtrykt det mange år senere – så ”har vi levet godt af det siden – og vi var mange: Max og Leo og deres hustruer og deres fem børn, svigerbørn og fem børnebørn".

De 2 stiftere af fonden​

I 1957 flyttede forældrene tilbage til Tyskland, mens Susi og Peter, der nu var i trediverne, blev boende i Danmark. Susi, der var uddannet børnehavepædagog, var også blevet cand. psych. året før og havde fået arbejde på Københavns Amts Sygehus i Gentofte, børneafdelingen. Her var hun ansat til 1972, afbrudt af to orlovsperioder, hvor hun arbejdede henholdsvis på Socialforskningsinstituttet og behandlingshjemmet Dalgården i Århus.Fra 1972 arbejdede hun i Gladsaxe skolevæsen i 20 år, indtil hun gik på pension som 65-årig.Peter forsøgte sig efter endt skolegang som landvæsenselev. Det var det eneste, han kunne få arbejdstilladelse til i 1942-1943. Han egnede sig ikke meget til det arbejde og arbejdede siden på kontor, rejsebureau m.m.Da han overtog forvaltningen af ejendommen i Hamburg, levede han stort set af den indtægt samt af indtægter af ejendommene, som faderen forærede ham andele af. Derfor kunne han hellige sig sin hovedinteresse: At skrive. Han var ivrig tilhører ved retssager og skrev en del artikler og læserbreve om den forståelseskløft, som han mente, der var mellem de anklagede og de højt uddannede jurister. Han skrev også nogle kriminalromaner, der hovedsageligt omhandlede det samme tema. Da han ikke kunne få noget forlag til at udgive romanerne, udgav han til sidst enkelte af dem på eget forlag.

Hans anden store interesse var historie og politik. Lige fra han var 15 år var han medlem af Socialdemokratiet.

En familie med socialt og politisk engagement​

Ejendommene i Hamborg blev forvaltet af Susi og Peters far med hjælp af farens fætter Walter Robinsohn, der boede i England. Senere overtog Peter som nævnt forvaltningen af ejendommene sammen med onklen Walter Robinsohn.


For snart 20 år siden enedes arvingerne om at sælge ejendommene og fordele de indkomne penge, således at alle de mange arvinger ikke mere skulle være økonomisk afhængige af og bundne til hinanden. Ejendommene blev solgt så gunstigt, at alle arvinger fik en pæn formue hver.Faktisk fik Susi og Peter Robinsohn så mange penge hver, at de kunne leve godt af det og alligevel ikke få brugt pengene i det spand år, som de kunne regne med at have tilbage at leve i. Da ingen af dem havde børn, der kunne arve dem, fik de den tanke at oprette en fond, som de kunne testamentere deres formue til. De var enige om, at det skulle være en social fond. Ønsket om social retfærdighed og lige muligheder for alle havde de begge fået indpodet i deres hjem.Allerede deres fars morfar, som levede for hundrede år siden og var fabrikant, skriv i 1909 en lille pjece ”Eine Arbeiterlebensversicherung”, hvori han gjorde sig til talsmand for, at der blev oprettet livsforsikringer, med små præmier, som arbejdere kunne få råd til at tegne. Farfaderen Max var en meget retsindig, generøs og vellidt chef i det store modehus. Peters og Susis far var overordentlig politisk aktiv. Han var før nationalsocialismens regeringsovertagelse medlem af Deutsche Demokratisische Partei, der nærmest svarede til Det Radikale Venstre i Danmark, og han og hans nærmeste ven Dr. Ernst Straassmann dannede en liberal modstandsgruppe mod nazisterne i Tyskland. Også efter krigen og da han var flyttet tilbage til Hamborg, gik han med i borgerretsbevægelser og var i flere år landsformand for borgerretsgruppen ”Humanistische Union”. Han var også i bestyrelsen for flere fonde, der bl.a. havde til formål at skaffe boliger til ældre, enlige mennesker og uddannelse til unge, som ikke blev støttet af deres økonomisk velfunderede forældre, men som på grund af forældrenes indtægt ikke kunne få offentlig støtte.

En lille ferie fra livet​

Det var således en vigtig bestanddel af Peters og Susis politiske overbevisning, at der burde kunne skabes lige rettigheder og lige muligheder for at udvikle sine evner og få uddannelse for alle.

Det tog imidlertid lang tid at udforme fondens målsætning. Det betød meget for Susi, at man skulle have mulighed for at støtte personer, som ikke blev tilgodeset af det offentlige, eller som var kommet i klemme i det kommunale og amtslige bureaukrati. Mennesker, der følte sig ydmyget af den kommunale sagsbehandling.Hun ønskede også at støtte projekter, der havde gode ideer og de rigtige personer, men som manglede ”risikovillig” kapital til at føre projekterne ud i livet. Samtidig ønskede hun at vise, at her var opgaver, som det offentlige burde løse.Nogle projekter kunne kommunerne måske overtage og videreføre, når de var kommet i gang. I andre tilfælde kunne fonden måske træde til, hvis kommunen efter en forsøgsperiode slog kassen i, selv om projektet gik godt og udfyldte et savn.Det betød også meget for Peter og Susi, at formålet blev langsigtet formuleret, så fonden også kan bruges i fremtiden, hvor samfundet måske har ændret sig på uforudsigelig vis.​

 - Ser man på de år, der er gået siden fonden blev stiftet, ser det dog ud til, at udformningen af formålsparagrafferne er lykkedes godt - har Susi udtalt.​

- Der er kun givet få afslag og da oftest med den begrundelse, at ansøgningen falder uden for formålsparagraffen. Men vi har hørt om og støttet mange gode projekter, både store og små. Og jeg håber, at det har givet nogle mennesker et lille ”lift” til at få større livsmod, eller måske blot, hvad min gamle læremester på Fuglebakken Børnehospital, overlæge Rothe-Meyer kaldte ” en lille ferie fra livet”.​

ROBINSOHN FAMILIENS EJENDOM I HAMBURG INDTIL KRYSTALNATTEN I 1938.​

Susi og Peter Robinsohns Fond

​CVR: 18114674

Ny Adelgade 5, 1. sal,
1104 København K