​Fondens stiftere og historie

​Susi Robinsohn

Peter Robinsohn​

Meningen med Susi og Peter Robinsohns Fond er at støtte de mennesker, som kommer til kort af sociale årsager i et af verden rigeste samfund. Så enkelt kan det siges. Fonden vil give disse mennesker den håndsrækning, som de helt åbenbart ikke får i et ellers socialt orienteret og velrenommeret samfund som det danske. Derfor har fonden i sine første år givet større beløb til en række store og små projekter, som alle har det tilfælles, at de fokuserer på mennesker, der har svært ved at finde fodfæste – trods flotte socialpolitiske målsætninger.

Fonden er en social fond, der yder økonomisk støtte til mange forskelligartede initiativer. Det kan være til initiativer og projekter for børn og unge, som lever under vanskelige eller belastende forhold. Og til initiativer, der kan skabe bedre forhold for voksne, som på en eller anden vis er tabt i det normale samfund, fx hjemløse eller prostituerede. Der kan også gives hjælp til enkeltpersoner, der har brug for behandling, uddannelse, hjælpemidler, rådgivning eller anden hjælp, som det offentlige ikke kan eller vil give.

Igennem årene har fonden støttet en række projekter, som alle har en lille flamme i sig. De brænder for noget, som rækker ud over den konkrete materielle hjælp. Det er en flamme, som fortæller om medmenneskelighed, om solidaritet, om noget at leve for. Vi kalder det også social ansvarlighed og den har vi stadig brug for i dag.

Historien​

Fonden er indstiftet af søskendeparret Susi og Peter Robinsohn i 1994, som hver indskød en million kroner. Ved Peter Robinsohns død i januar 1997 blev hans formue tillige en del af fonden. Susi Robinsohn var indtil sin død i januar 2008 aktiv i fondens bestyrelse, og nu er også hendes efterladte formue indgået i fonden.
Fondens bestyrelse består på nuværende tidspunkt af socialrådgiver Bettina Post, professor i sociologi Thomas P. Boje, socialrådgiver Mette Blauenfeldt og journalist og forfatter Knud Vilby samt, som administrator, advokat Anne Schack Petersen.

Formuen, der blev reddet​

Susi og Peter Robinsohn kom fra Tyskland til Danmark som børn i 1938. Forældrene var tyske jøder. Moderen, Else Robinsohn, var datter af Sigfred Koppel, der var dansk født. Familien havde været endog meget velhavende, men kom til København næsten uden penge. Brødrene Max og Leo Robinsohn (Max var Susi og Peters farfar) havde etableret et stormagasin for dame- og børnetøj midt i Hamborg omkring århundredeskiftet, og det gik godt, indtil nazisterne kom til magten i Tyskland. Under nazistiden og helt frem til 1938 var Susi og Peters far, Hans-Joachim Robinsohn, personalechef i forretningen. Efter krystalnatten, hvor hele forretningen blev smadret, blev Max og Leo Robinsohn arresteret, så nazisterne kunne overtage forretningen til en urimelig lille betaling.

Familien spredtes til forskellige lande. Leo og hans hustru tog til Frankrig, deres tre voksne børn til henholdsvis England, Israel og USA. Max og han hustru tog til Sverige, deres datter til USA. Hans-Joachim, Else og børnene Susi og Peter tog til Danmark, hvor de fik stor hjælp af moderens danske familie, og slog sig ned i en lejlighed i Hellerup. I årene 1943-1945 opholdt de sig i Sverige.

Straks efter krigen gik Susi og Peter Robinsohns far i gang med en lang og sej kamp for at få familiens ejendomme i Hamborg tilbage. I årevis foretog han utallige rejser til forhandlinger i Tyskland, og til resten af familiens overraskelse lykkedes det ham i 1950’erne at få de bombede grunde og ruinerne af ejendommene tilbage. Noget blev solgt, andet genopbygget og lejet ud til forretninger og kontorer, og – som Susi Robinsohn har udtrykt det mange år senere – så ”har vi levet godt af det siden – og vi var mange: Max og Leo og deres hustruer og deres fem børn, svigerbørn og fem børnebørn".

De 2 stiftere af fonden​

I 1957 flyttede forældrene tilbage til Tyskland, mens Susi og Peter, der nu var i trediverne, blev boende i Danmark. Susi, som var uddannet børnehavepædagog, var også blevet cand.psych. året før og havde fået arbejde på børneafdelingen på Københavns Amts Sygehus i Gentofte. Her var hun ansat frem til 1972, afbrudt af to orlovsperioder, hvor hun arbejdede henholdsvis på Socialforskningsinstituttet og behandlingshjemmet Dalgården i Århus. Fra 1972 arbejdede hun i Gladsaxe skolevæsen i 20 år, indtil hun gik på pension som 65-årig.

Peter forsøgte sig efter endt skolegang som landvæsenselev. Det var det eneste, han kunne få arbejdstilladelse til i 1942-1943. Han egnede sig ikke meget til det arbejde og arbejdede siden på kontor, rejsebureau m.m. Da han overtog forvaltningen af ejendommen i Hamborg, levede han stort set af den indtægt samt af indtægter af ejendommene, som faderen forærede ham andele af. Derfor kunne han hellige sig sin hovedinteresse: At skrive. Han var ivrig tilhører ved retssager og skrev en del artikler og læserbreve om den forståelseskløft, som han mente, der var mellem de anklagede og de højt uddannede jurister. Han skrev også nogle kriminalromaner, der hovedsageligt omhandlede samme tema. Da han ikke kunne få noget forlag til at udgive romanerne, udgav han til sidst enkelte af dem på eget forlag. Peters anden store interesse var historie og politik. Allerede som 15-årig meldte han sig ind i Socialdemokratiet.

Ønsket om social retfærdighed og lige muligheder​

Senere blev arvingerne enige om at sælge ejendommene i Hamborg og fordele de indkomne penge således, at alle de mange arvinger ikke mere skulle være økonomisk afhængige af og bundne til hinanden. Salget var så gunstigt, at alle arvinger fik en pæn formue. Susi og Peter Robinsohn fik så mange penge hver, at de kunne leve godt, og stadig ville stå med en formue efter deres levetid. Da ingen af dem havde børn, som kunne arve pengene, fik de ideen til at oprette en fond, som de kunne testamentere deres formuer til. De var enige om, at det skulle være en social fond.

Ønsket om social retfærdighed og lige muligheder for alle havde de begge fået indpodet i deres barndomshjem. Deres fars morfar skrev allerede i 1909 den lille pjece ”Eine Arbeiterlebensversicherung”, hvori han gjorde sig til talsmand for, at der blev oprettet livsforsikringer med små præmier, som arbejdere kunne få råd til at tegne. Farfaderen Max var en meget retsindig, generøs og vellidt chef i det store modehus, og Susi og Peters far var overordentlig politisk aktiv. Han var før nationalsocialismens regeringsovertagelse medlem af Deutsche Demokratisische Partei, som nærmest svarede til Det Radikale Venstre i Danmark, og han og hans nærmeste ven Dr. Ernst Straassmann dannede en liberal modstandsgruppe mod nazisterne i Tyskland. Også efter krigen, da han var flyttet tilbage til Hamborg, gik han med i borgerretsbevægelser og var i flere år landsformand for borgerretsgruppen ”Humanistische Union”. Han var også i bestyrelsen for flere fonde, som bl.a. havde til formål at skaffe boliger til ældre, enlige mennesker og uddannelse til unge, som ikke blev støttet af deres økonomisk velfunderede forældre, men som på grund af forældrenes indtægt ikke kunne få offentlig støtte.

En lille ferie fra livet​

Det var således en vigtig bestanddel af Susi og Peters politiske overbevisning, at der burde kunne skabes lige rettigheder og lige muligheder for alle, til at udvikle sine evner og få en uddannelse. Det tog imidlertid lang tid at udforme fondens målsætning. Det betød meget for dem, at man skulle have mulighed for at støtte personer, som ikke blev tilgodeset af det offentlige, eller som var kommet i klemme i det kommunale og amtslige bureaukrati. Mennesker, som følte sig ydmyget i den kommunale sagsbehandling. De ønskede også at støtte projekter, som havde gode ideer og de rigtige personer, men som manglede ”risikovillig” kapital til at føre projekterne ud i livet. Samtidig ønskede de at vise, at her var opgaver, som det offentlige burde løse. Nogle projekter kunne kommunerne måske overtage og videreføre, når de var kommet i gang. I andre tilfælde kunne fonden måske træde til, hvis kommunen efter en forsøgsperiode smækkede kassen i, selv om projektet gik godt og udfyldte et savn. Det betød også meget for Susi og Peter, at formålet blev langsigtet formuleret, så fonden også kunne have sin berettigelse i fremtiden, selv om samfundet måtte ændre sig.​

”Ser man på de år, der er gået siden fonden blev stiftet, ser det dog ud til, at udformningen af formålsparagrafferne er lykkedes godt,” har Susi udtalt.​ ”Der er kun givet få afslag og da oftest med den begrundelse, at ansøgningen falder uden for formålsparagraffen. Men vi har hørt om og støttet mange gode projekter, både store og små. Og jeg håber, at det har givet nogle mennesker et lille ”lift” til at få større livsmod, eller måske blot, hvad min gamle læremester på Fuglebakken Børnehospital, overlæge Rothe-Meyer kaldte ” en lille ferie fra livet. ”

ROBINSOHN FAMILIENS EJENDOM I HAMBURG INDTIL KRYSTALNATTEN I 1938.​

Susi og Peter Robinsohns Fond

​CVR: 18114674

Ny Adelgade 5, 1. sal,
1104 København K